Migrering, arkivering & systemkonsolidering

Migrering er ikke flytning – det er bevaring af evidens

3 mar, 2026

Når en organisation skal skifte system, konsolidere platforme eller lukke en ældre løsning ned, opstår der næsten altid et spørgsmål om dokumenterne: Hvordan får vi dem over i det nye system?

Hvis man ikke tidligere har arbejdet med dokumentmigrering, kan opgaven lyde forholdsvis enkel. Filerne skal blot flyttes fra ét system til et andet. Men den forståelse holder kun så længe dokumenterne betragtes som almindelige filer. I praksis er dokumenter i organisationer næsten altid mere end det.

For mange dokumenter – og især for dem, vi betragter som records – er værdien ikke alene indholdet i filen. Værdien ligger også i den dokumenterede kontekst: hvem der har oprettet dokumentet, hvornår det er godkendt, hvilken sag eller proces det tilhører, og hvilken version der er den gældende. Når sådanne dokumenter flyttes fra et system til et andet, handler opgaven derfor ikke blot om at flytte filer. Den handler om at bevare evidensen.

Dokumenter er ikke bare filer

Et dokument i et dokumentstyringssystem består typisk af flere elementer. Der er selve indholdsfilen – for eksempel et Word-dokument eller en PDF. Men der er også metadata, som beskriver dokumentet, og relationer til andre dokumenter eller objekter i systemet.

Metadata kan være relativt enkle oplysninger som titel eller dokumenttype. Men i mange tilfælde rummer metadata også informationer, som er afgørende for dokumentets betydning og troværdighed. Det kan være oplysninger om godkendelse, versionshistorik eller relation til en bestemt sag, et produkt eller en proces.

Derudover indgår dokumenter ofte i strukturer og sammenhænge. Et dokument kan være en version i en versionsrække, en del af en sag, et bilag til et andet dokument eller en del af et større dokumentationssæt. Disse relationer er med til at definere dokumentets kontekst.

Når dokumenter flyttes fra ét system til et andet, skal denne kontekst følge med. Ellers risikerer man, at dokumenterne ganske vist findes i det nye system, men uden den sammenhæng, der gør dem forståelige og troværdige.

Records kræver bevaret kontekst

Forskellen mellem data og records bliver særlig tydelig i denne sammenhæng.

Strukturerede data kan i mange tilfælde flyttes relativt mekanisk fra én database til en anden. Felter kan mappes til nye felter, og værdier kan transformeres efter nogle relativt klare regler.

Dokumenter og records opfører sig anderledes. Her er metadata ikke blot tekniske attributter, men en del af dokumentets dokumentationsværdi. Hvis man efter en migrering ikke længere kan se, hvem der godkendte et dokument, hvornår det skete, eller hvilken version der var gældende på et bestemt tidspunkt, er dokumentets værdi som evidens reduceret betydeligt.

I nogle organisationer er det primært et spørgsmål om intern tillid til dokumentationen. I andre – særligt i regulerede miljøer – kan det have mere formelle konsekvenser. Her kan dokumentationen være en del af den evidens, der ligger til grund for myndighedsgodkendelser, kvalitetsstyring eller sporbarhed.

Det betyder ikke, at alle dokumenter kræver samme niveau af kontrol i en migrering. Men når dokumenter fungerer som records, må migreringen designes med det formål at bevare deres integritet og kontekst.

Når dokumenter forlader deres system

En væsentlig udfordring ved migrering opstår i det øjeblik, dokumenterne forlader det system, hvor de oprindeligt er skabt og forvaltet.

I det oprindelige system håndteres dokumenternes struktur, metadata og relationer typisk af systemets egen logik. Systemet ved, hvordan versioner hænger sammen, hvordan dokumenter relaterer sig til sager eller processer, og hvilke metadata der er obligatoriske. Og ikke mindst er indholdsfilen beskyttet.

Når dokumenterne eksporteres, ophører denne systemlogik midlertidigt med at beskytte dem. Dokumenterne eksisterer i en overgangsperiode uden for deres oprindelige kontekst. Det er i denne fase, at risikoen opstår for, at metadata går tabt, relationer brydes eller værdier ændres utilsigtet - og indholdsfilen kan korrumperes ved teknisk uheld eller med ondsindet overlæg.

Migreringsopgaven består derfor i at etablere en kontrolleret proces, hvor dokumenterne - dvs både indholdsfil og metadata og sammenhængen mellem disse to dele - er under fuld kontrol i transitten fra kildesystemet til modtagesystemet.

Det kan indebære transformationer af metadata, hvis det nye system organiserer information anderledes end det gamle. Men transformationerne skal være konsistente, dokumenterede og kontrollerede, så man efterfølgende kan forklare og dokumentere, hvordan dokumenterne er blevet behandlet under migreringen.

Relationer skal genskabes

En anden udfordring opstår i relationerne mellem dokumenter.

Et dokument findes sjældent isoleret. Der kan være flere versioner af det samme dokument, forskellige renditions (dvs. i forskellige filformater) eller relationer til andre dokumenter i en sag eller proces.

Hvis sådanne relationer ikke håndteres korrekt under migreringen, kan resultatet være, at dokumenterne mister deres indbyrdes sammenhæng. Versionstræer kan blive brudt, bilag kan blive løsrevet fra hoveddokumenter, og dokumenter kan ende uden den kontekst, der forklarer deres rolle.

Derfor kræver en migrering ofte en nøje planlagt rækkefølge i indlæsningen af dokumenter. Originalversioner skal oprettes før efterfølgende versioner, og relaterede objekter skal eksistere i systemet, før relationerne kan etableres.

Det er netop sådanne forhold, der gør dokumentmigrering til en disciplin i sig selv og adskiller den fra migrering af struktureret data.

Migreringens egentlige formål

Når man ser migrering udefra, kan det ligne en teknisk øvelse: eksport fra et system, import i et andet.

Men hvis dokumenterne har værdi som dokumentation – som records – er formålet et andet. Formålet er at sikre, at dokumenterne efter migreringen stadig kan bruges som troværdig dokumentation for det, de repræsenterer.

Det betyder, at man ikke blot skal kunne finde dokumentet i det nye system. Man skal også kunne forstå dets kontekst og have tillid til, at det er det samme dokument, som tidligere indgik i organisationens processer.

Migrering bliver dermed ikke blot en flytning af filer, men en kontrolleret overførsel af dokumentation.

Konklusion

I nogle situationer kan det være fuldt tilstrækkeligt at kopiere filer fra et system til et andet. Hvis dokumenterne ikke har nogen særlig dokumentationsmæssig betydning, og hvis deres metadata ikke spiller en væsentlig rolle, kan en simpel filoverførsel være en praktisk løsning.

Men når dokumenter er records, ændrer opgaven karakter. Her er det ikke nok at flytte indholdsfilen. Man skal også bevare metadata, relationer og den kontekst, som gør dokumentet til troværdig dokumentation.

Det er derfor, vi taler om dokumentmigrering og ikke blot filflytning. Migreringens egentlige opgave er ikke at flytte dokumenter fra ét system til et andet, men at sikre, at evidensen i dem overlever systemskiftet.

Klar til at gøre information til en konkurrencefordel?

 Lad os tage en uforpligtende snak om næste skridt.